Barnets lov § 161

For at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud til børn og unge, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde for børn og unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning kan Social- og Boligstyrelsen udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne i en eller flere regioner.

Stk. 2. Social- og Boligstyrelsen kan på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. stk. 1, anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.

Stk. 3. Social- og Boligstyrelsen kan i forbindelse med en anmodning efter stk. 2 meddele en kommunalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud, indtil Social- og Boligstyrelsen i medfør af §§ 180-185 har truffet afgørelse om pålæg om det pågældende tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.

§ 161 giver Social- og Boligstyrelsen mulighed for at udmelde specifikke målgrupper eller særlige indsatser, hvor den lokale forsyning eller koordinering ikke er tilstrækkelig på det mest specialiserede socialområde for børn og unge og for den mest specialiserede specialundervisning. Det betyder, at styrelsen kan identificere, hvor der mangler tilbud eller koordinering, og herefter kræve handling eller genbehandling fra kommunerne. Paragraffen sikrer, at børn og unge med sjældne, komplekse eller markant stigende behov ikke falder igennem cracks i det decentrale system, og at der er et beredskab, hvis udbuddet af institutionspladser eller specialundervisning ikke følger med udviklingen. Historisk har det været et problem, at kommunale løsninger ikke altid kunne løfte de mest krævende sager alene – eksempelvis børn med sjældne handicap eller komplekse psykiske lidelser. § 161 er svaret fra lovgiver på behovet for statslig styring og styrket koordination på tværs, så ingen kommune kan undgå at tage ansvar for disse grupper. Paragraffen indebærer også, at Social- og Boligstyrelsen kan gribe direkte ind og pålægge midlertidig videreførsel af et tilbud, mens en tværkommunal plan lægges, især hvis der er risiko for, at tilbud nedlægges uden at nye alternativer eksisterer.

Eksempler

• Sikring af døgnplads for børn med sjældne handicap

  Social- og Boligstyrelsen udmelder, at der mangler landsdækkende tilbud til børn med en bestemt sjælden funktionsnedsættelse. Kommuner i flere regioner bliver pålagt at samarbejde om at opretholde tilbud og koordinere indsatser for denne målgruppe.

• Krav om koordineret specialundervisning

  Styrelsen identificerer, at børn med meget komplekse psykiatriske diagnoser ikke får dækket deres behov for specialundervisning. Kommuner bliver anmodet om at revidere deres tilbud og arbejde sammen om at oprette et mere specialiseret undervisningstilbud på tværs af kommunegrænser.

• Midlertidigt pålæg om at fastholde institution

  En kommune ønsker at lukke et specialiseret børnehjem. Styrelsen meddeler midlertidigt pålæg om at opretholde tilbuddet, indtil det kan afgøres, om andre kommuner/regioner kan overtage eller drifte tilbuddet.

• •At alle specialtilbud nu kun styres centralt – det gælder kun i særlige tilfælde.
• •At kommuner helt frit kan ignorere styrelsens udmeldinger.
• •At det kun gælder eksisterende tilbud – det kan også gælde nye eller reorganiserede indsatser.

• § 160

  Denne paragraf handler om indsamling og formidling af viden på samme felt og danner baggrund for udmeldinger efter § 161.

• § 180

  Giver mulighed for egentlige pålæg om at etablere eller videreføre specialiserede tilbud, hvis det ikke sker frivilligt/koordineret.

• § 182

  Handler om finansiering af tilbud, hvor styrelsens pålæg har betydning for betalingsfordelingen mellem kommuner.