Barnets lov § 47

Børne- og ungeudvalget kan uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af følgende, jf. dog stk. 5:

1) Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge.

2) Overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.

3) Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge.

4) Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Stk. 2. Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

Stk. 3. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Stk. 4. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt og at forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker. Det er et krav, at anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning for den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 5. Børne- og ungeudvalget kan ikke træffe afgørelse efter stk. 1-4 i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

§ 47 er blandt de mest vidtgående bestemmelser i dansk børnelovgivning. Her får børne- og ungeudvalget kompetence til at beslutte, at et barn eller en ung kan anbringes uden for hjemmet – altså tvangsanbringes – uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra den unge selv, hvis denne er over 15 år. Det centrale krav er, at der skal være en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og at denne risiko udspringer af utilstrækkelig omsorg, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre alvorlige vanskeligheder. Der er store retssikkerhedsgarantier indbygget, bl.a. via krav om forudgående børnefaglig undersøgelse og særskilt afgørelse i børne- og ungeudvalget med skærpet stemmeflertal. Lovbestemmelsen har en særlig juridisk tyngde, da den betyder, at staten kan og skal tilsidesætte biologiske forældre og unges vilje, hvis barnets tarv kræver det. I praksis bruges § 47 kun i de allermest alvorlige tilfælde, og den har gennem tiden været genstand for stor offentlig og politisk debat – især fordi afgørelser om tvangsanbringelse griber markant ind i familien og individets retssikkerhed.

Eksempler

• Tvangsanbringelse på grund af vold

  Kommunen får viden om, at et barn udsættes for gentagen vold hjemme. Efter undersøgelse vurderer børne- og ungeudvalget, at barnet straks må fjernes uden forældrenes samtykke.

• Pige nægter behandling for stofmisbrug

  En 16-årig med massivt misbrug af stoffer bor hjemme. Forældre og pige nægter frivillig hjælp. Da der er åbenbar risiko for alvorlig skade, træffer udvalget afgørelse om anbringelse.

• Akut overgrebssag

  Skolen anmelder mulige seksuelle overgreb og kommunen konstaterer mistanken. Udvalget beslutter, at barnet anbringes straks uden samtykke, da hjemmet ikke er trygt.

• •At myndigheder kan tvangsanbringe alene på grund af fattigdom.
• •At enhver bekymring automatisk fører til tvangsanbringelse.
• •At forældre aldrig har nogen klagemuligheder efter afgørelsen.

• § 46

  Handler om frivillig anbringelse med samtykke fra forældre og unge over 15 år; modstykket til tvangsanbringelse i § 47.

• § 50

  Fastlægger reglerne for forlængelse og genbehandling af en anbringelse efter bl.a. § 47.

• § 51

  Stiller op til krav til sagsoplysning og indstilling ved sager om anbringelse uden samtykke.

• § 140

  Garanterer retten til gratis advokatbistand i tvangsanbringelsessager.