Barnets lov § 22

En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netværket. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, der allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

Stk. 2. Den børnefaglige undersøgelse gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 3. Er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 4. Iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.

Stk. 5. Den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter §§ 32, 46 eller 47 og i givet fald hvilken. Er der iværksat støtte, sideløbende med at den børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.

§ 22 fastlægger, hvordan en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges. Undersøgelsen skal tage udgangspunkt i en helhedsbetragtning – altså, hele barnets situation vurderes både ud fra udfordringer og ressourcer hos barnet, familien og det netværk, der omgiver barnet. Praktisk betyder det, at kommunen ikke blot ser isoleret på ét problem, men inddrager barnets sammenhænge. Kommunen skal desuden involvere de relevante fagfolk, der allerede har indsigt i barnets og familiens forhold, f.eks. lærere, pædagoger eller sagsbehandlere. Historisk er § 22 en konsekvens af ønsket om at undgå silotænkning i børnesager og sikre, at barnets samlede situation kortlægges før beslutninger om støtte eller indgreb. I dag har bestemmelsen stor betydning, da en mangelfuld eller ensidig undersøgelse kan medføre ugyldige afgørelser eller retssikkerhedsbrist for familien.

Eksempler

• Skolefravær og bekymring

  En lærer underretter om højt fravær hos en elev. Kommunen iværksætter en børnefaglig undersøgelse, hvor skole, pædagog og sundhedsplejerske bidrager for at belyse barnets trivsel og familiens ressourcer.

• Mistanke om omsorgssvigt

  Efter mistanke om omsorgssvigt samler kommunen oplysninger fra daginstitution, familie og netværk. Sagen vurderes grundigt, og både problemer og styrker i barnets omgivelser afdækkes før handling.

• Særlige støttebehov

  En sagsbehandler involverer fagpersoner, der kender barnet fra fritid, skole og sundhed, for at afdække om barnets udviklingsproblemer kan afhjælpes i hjemmet eller kræver særlig indsats.

• •Det er ikke kun barnets problemer, men også ressourcer, der skal afdækkes.
• •Undersøgelsen er ikke udelukkende kommunens vurdering – eksterne fagfolk skal inddrages.
• •Familien kan ikke forhindre, at relevante oplysninger hentes fra kendte fagpersoner.

• § 20

  § 20 afgør, hvornår en børnefaglig undersøgelse skal iværksættes og sætter rammen for § 22.

• § 21

  Regulerer undersøgelsen af søskende og sammenhængen i familieundersøgelser.

• § 19

  Handler om afdækning som forstadium, før en fuld børnefaglig undersøgelse overvejes.