Barnets lov § 203

Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter følgende:

1) Udlændingelovens §§ 7 eller 8.

2) Udlændingelovens § 9 b.

3) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.

4) Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som konsekvens af at barnet eller den unge har tilknytning til en i Danmark fastboende person, der er meddelt opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.

5) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.

6) Udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig udlænding, der har indgivet ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7.

7) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når opholdstilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 c.

8) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

9) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

1) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.

2) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig, dog kun indtil barnets eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.

Stk. 2. Staten afholder fuldt ud en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87 og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, i de første 3 år regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne nævnt i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til hjælp til følgende:

§ 203 fastlægger, at staten, og ikke kommunen, bærer de fulde udgifter til hjælp til udenlandske børn og unge, der får opholdstilladelse efter bestemte bestemmelser i udlændingeloven og særlove om midlertidig opholdstilladelse (fx for afghanske hjælpearbejdere og ukrainske fordrevne). Det gælder i op til 3 år fra meddelelsen af opholdstilladelsen for de fleste grupper og omfatter især børn, der kommer til Danmark som flygtninge, familiesammenførte eller under særlove. Paragraffen er central for at sikre, at kommunerne ikke pålægges meget store og uberegnelige udgifter til børn, der har ekstraordinære behov – fx kan det handle om anbringelser, særlig social eller økonomisk støtte, eller hjælp til børn med alvorlige handicap og deres familier. Bestemmelsen er blandt andet indført for at sikre ensartet behandling på tværs af kommuner og for at undgå barrierer for at hjælpe særligt sårbare børn og unge. I praksis administreres den strengt, da den har betydelige økonomiske konsekvenser for både stat og kommuner, og målgruppen er omfattet af specifikke opholdstilladelser.

Eksempler

• Anbringelse af ukrainsk barn

  En 10-årig ukrainsk flygtning får opholdstilladelse efter særloven om fordrevne fra Ukraine og har behov for døgnanbringelse. Staten dækker kommunens udgifter hertil.

• Særligt støttebehov hos asylbarn

  Et syrisk barn får opholdstilladelse som flygtning under udlændingelovens § 7. Kommunen visiterer til omfattende hjemmehjælp, og staten refunderer udgiften.

• Familiesammenført barn med handicap

  Et barn kommer til Danmark gennem familiesammenføring (udlændingelovens § 9 b), har betydelig funktionsnedsættelse og får bevilget særlige hjælpetilbud – udgifter betales af staten i op til 3 år.

• •Alle udlændinge under 18 år er automatisk dækket – det er kun visse opholdstilladelsestyper.
• •Staten dækker altid alle udgifter uanset opholdets varighed – faktisk er refusionstiden ofte begrænset.
• •Paragraffen gælder også voksne – den gælder kun for børn og unge under 18 år.

• § 202

  Også omhandler statens refusion til kommuner for visse ydelser til udenlandske børn, dog i relation til EU-retten.

• § 198

  Behandler statsrefusion til kommunerne for udgifter over visse beløbsgrænser – relevant hvis en sag falder udenfor § 203.