Barnets lov § 52

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91 i denne lov, ungeplanen, jf. § 108 i denne lov, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunalbestyrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod dette.

Stk. 3. Har barnet eller den unge søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Stk. 4. Samtidig med valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen tage stilling til barnets eller den unges skolegang.

Stk. 5. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen forud for anbringelsen orientere den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende, om anbringelsen.

§ 52 pålægger kommunalbestyrelsen ansvaret for at beslutte det konkrete sted, hvor et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet. Dette valg skal ske på baggrund af barnets plan, ungeplanen eller – i sager om ungdomskriminalitet – et forbedringsforløb. Bestemmelsen sikrer, at anbringelsen ikke bare er en teoretisk placering, men en konkret og ansvarlig beslutning med fokus på individets behov. Historisk er valget af anbringelsessted blevet set som central, da et forkert match kan skade barnets trivsel, udvikling og fremtidsmuligheder. Paragraffen giver en rettesnor mod skønsprægede beslutninger og pålægger kommunen konkret at tage stilling til, hvor barnet bedst kan støttes, ikke mindst med blik for barnets eller den unges vanskeligheder, ønsker og planer. Den bruges ofte i praksis og kan afgøre, hvorvidt en anbringelse bliver tryg og stabil, eller om den fører til nye problemer og måske flere flytninger.

Eksempler

• Anbringelse af søskende

  En kommune beslutter at anbringe to søskende sammen på samme børne- og ungehjem, fordi deres planer og behov er ens.

• Skånsom skolegang

  Kommunen vælger et anbringelsessted, hvor barnet kan blive på sin nuværende skole og undgå skoleskift, ud fra barnets plan.

• Plejefamilie frem for institution

  Barnets plan peger på behov for nære relationer. Kommunen vælger derfor plejefamilie frem for institution som anbringelsessted.

• •At børn eller forældre frit kan vælge anbringelsesstedet.
• •At alle søskende altid skal placeres samme sted – der skal tages individuelle hensyn.
• •At kommunen kan vælge det nærmeste tilbud uden at vurdere barnets unikke behov.

• § 43 – Anbringelsessteder

  Angiver hvilke typer anbringelsessteder der kan vælges mellem.

• § 91 – Barnets plan

  Barnets plan styrer valget af anbringelsessted.

• § 108 – Ungeplan

  Ungeplanen har betydning for valg af anbringelsessted for unge.