Barnets lov § 191

Tilbagebetalingsbeløbet efter § 190 opkræves af kommunen.

Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder stk. 2 ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebetalingskravet til kommunen, finder stk. 2 anvendelse på ny.

Stk. 4. Fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 5. Social- og boligministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren nærmere regler om tilbagebetaling, jf. stk. 1. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

Paragraffen fastlægger klart, at det er kommunen, der har ansvaret for at opkræve beløb, der er udbetalt uberettiget eller hvor modtageren har undladt at oplyse relevante oplysninger i strid med § 190. Med andre ord: Hvis en borger får hjælp, de ikke er berettiget til – for eksempel via manglende eller vildledende informationer – er det kommunens opgave at kræve pengene tilbage. Ordningen er et grundlæggende element i retssikkerheden og beskyttelsen af offentlige midler. Historisk skal bestemmelsen også ses i lyset af et generelt skærpet fokus på forebyggelse og håndtering af socialt bedrageri siden 2000'erne, hvor adgangen til offentlig støtte blev suppleret med et øget krav om egen oplysningspligt. I praksis betyder bestemmelsen, at kommunen ikke kan lægge ansvaret over på andre myndigheder, men selv må tage det administrative slæb, med mindre kravet overføres til restanceinddrivelsesmyndigheden. Paragraffen præciserer dermed myndighedsansvaret og sikrer, at borgerne ved, hvorfra et krav kommer og hvem der kan kontaktes for dialog og eventuelle indsigelser.

Eksempler

• Selvangivelse af ændret indkomst

  En borger har undladt at informere kommunen om øget løn under modtagelse af ydelser, og kommunen kræver efterfølgende de for meget udbetalte ydelser tilbage.

• Dobbelt støtte mod bedre vidende

  En familie modtager støtte til barn med handicap både fra kommunen og et andet sted uden at oplyse det til kommunen. Beløbet tilbagebetales til kommunen, som opkræver det.

• Forkerte oplysninger ved ansøgning

  En person opgiver forkert bopælsadresse i sin ansøgning om en ydelse og modtager dermed uberettiget støtte, som kommunen kræver tilbagebetalt.

• •Man tror, at staten automatisk står for al inddrivelse – men det er kommunen, der starter processen.
• •Nogle tror, at kravet forældes efter kort tid, selvom der gælder særlige forældelsesregler.
• •Man tror, at alle betalinger går direkte til SKAT, men det er kun efter overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden.

• § 190

  Definerer hvornår kommunen har krav på tilbagebetaling – § 191 gælder kun, når § 190 er aktuel.

• § 191, stk. 2-5

  Regulerer hvornår kravet bortfalder, regler ved overgang til restanceinddrivelse m.m.