Erstatningsansvarsloven § 20

Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19.

§ 20 fastslår, at staten, kommuner og andre offentlige institutioner, der typisk ikke har en forsikring, skal stilles, som om de var forsikret, når det kommer til det objektive ansvar, der ellers påhviler forsikringsselskaber efter § 19. Historisk er det en praktisk bestemmelse, da offentlige myndigheder ofte er selvforsikrende – de bærer altså selv risikoen i stedet for at købe ekstern forsikring. For borgeren betyder det, at man som udgangspunkt ikke står dårligere, hvis skaden skyldes staten eller kommunen, end hvis den var sket med en privat aktør med forsikring. Der bliver derfor ikke nogen hul i retsstillingen, bare fordi skadevolderen er en offentlig myndighed. Dette gælder dog kun inden for den ramme, hvor § 19 også ville gælde, og undtagelserne i § 21 skal iagttages.

Eksempler

• Skade på skolebygning

  En kommune ejer en skole, hvor en tagsten falder ned og beskadiger en cykel. Da kommunen er selvforsikrer, bliver den behandlet, som om der var tegnet forsikring.

• Vandskade i statslig bygning

  En statsinstitution forvolder utilsigtet vandskade i en nabobygning. Institutionen svarer erstatningsmæssigt, som om den havde tegnet forsikring.

• Kommunalt vejarbejde forårsager skader

  Under vejarbejde lækker en maskine olie på en parkeret bil. Kommunen betaler erstatning, selv om den ikke har særskilt forsikring.

• •Nogle tror, at man ikke kan få erstatning, hvis det offentlige ikke er forsikret.
• •Det antages fejlagtigt, at kommunen altid skal købe forsikring for at være erstatningsansvarlig.

• § 19

  § 20 henviser direkte til § 19 og anvender samme principper for det offentlige.

• § 21

  Regulerer undtagelserne, hvor § 20 ikke finder anvendelse, eksempelvis trafikansvar.