Barnets lov § 104

Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og dennes familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrettelæggelse af samværet og kontakten skal der lægges vægt på barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, og på at understøtte, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældrene og netværket.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder ud fra barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen skal der lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældrene og barnet eller den unge skal støttes, ved at der er en tredje person til stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2, barnets eller den unges støtteperson.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning efter § 103, stk. 2, træffe afgørelse om at suspendere samvær mellem barnet eller den unge og forældrene eller netværket op til 8 uger.

Stk. 5. Der kan ikke efter stk. 2 træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver fjerde uge, jf. dog stk. 4. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.

§ 104 pålægger kommunalbestyrelsen at tilrettelægge samvær og kontakt mellem et anbragt barn eller ung og dennes familie og netværk med udgangspunkt i den konkrete sag og i barnets eller den unges egen trivsel, tryghed og støttebehov. Dette gælder uanset om barnet har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Kommunen skal høre barnets ønsker og sikre, at barnet får mulighed for at bevare nære relationer til forældre og netværk – også med blikket rettet mod det lange perspektiv. Bestemmelsen markerer et skifte fra en mere rutinepræget samværstilgang til en mere differentieret, individuel vurdering, hvor barnets stemme får klar vægt. I praksis betyder det, at samværet ikke fastsættes automatisk, men efter en vurdering af, hvad der bedst gavner barnet, og med mulighed for fleksible eller skærmede samværsformer. Paragraffen skal ses i lyset af internationale børnerettighedsprincipper og er et vigtigt element for at undgå unødige brud i barnets relationer – såvel i akutte anbringelsessager som ved længerevarende anbringelser.

Eksempler

• Samvær med støtteperson

  En 13-årig pige ønsker, at samvær med sin far foregår med en tredjepart til stede, fordi hun føler sig utryg. Kommunen tilrettelægger mødet med en støtteperson ud fra hendes ønske.

• Færre, men længere besøg

  Et barn med autisme bliver overstimuleret af hyppige, korte besøg. Kommunen laver i samråd med barnet og familien færre, men længere samvær.

• Prioritering af søskendekontakt

  En dreng anbragt uden for hjemmet får samvær aftalt, så han især får mulighed for at fastholde kontakten til sine søskende, som han er særligt tæt tilknyttet til.

• •Kommunen kan fastsætte samvær ud fra standardprocedurer uden hensyntagen til barnets ønsker.
• •Barnets familie har altid ret til samvær, uanset barnets trivsel og tryghed.
• •Samvær skal altid foregå på samme måde, uanset barnets alder og situation.

• § 103

  Her fastlægges barnets ret til samvær og kontakt under anbringelse og inddragelse af barnets synspunkter.

• § 105

  Handler om muligheden for decideret afbrydelse eller restriktion af samvær i særlige tilfælde.