Færdselsloven § 1

Loven gælder, hvor andet ikke er bestemt, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

§ 1 i Færdselsloven fastlægger, at loven som udgangspunkt gælder for al færdsel på vej, der bruges til almindelig trafik af en eller flere slags trafikanter, medmindre andet er bestemt i særlige regler. Det betyder, at enhver, der færdes—fx som bilist, cyklist eller fodgænger—på offentlige veje og stier omfattes af lovens bestemmelser om adfærd, ansvar, forsikring, sanktioner og rettigheder. Bestemmelsen udgør således selve rammen for hele den danske færdselslov og definerer dens anvendelsesområde. Paragraffen afgrænser også, hvad loven ikke omfatter: fx visse private områder, militæroperationer, og situationer, hvor særlove eller konkrete undtagelser finder anvendelse. I praksis betyder det, at hvis man befinder sig på 'vej', som benyttes af offentligheden, forventes det, at man kender og overholder færdselslovens regler, medmindre det pågældende område specifikt er undtaget.

Eksempler

• Kørsel på offentlig vej

  En bilist kører på en almindelig landevej. Her gælder alle bestemmelser i færdselsloven, fordi vejen er offentlig og benyttes til almindelig trafik.

• Cykling på cykelsti

  En cyklist benytter en cykelsti, der løber langs en landevej. Også her gælder færdselsloven, da cykelstien er en integreret del af vejsystemet.

• Privat gårdsplads med begrænset adgang

  På en gårdsplads, hvor kun beboere eller ansatte må færdes, og som ikke er åben for almindelig trafik, gælder færdselsloven typisk ikke.

• •At færdselsloven kun gælder for biltrafik.
• •At bestemmelserne ikke gælder på parkeringspladser eller private fællesveje.
• •At man på privat område er helt undtaget fra regler, selv hvis området bruges af offentligheden.

• § 2: Definitioner m.v.

  § 2 uddyber centrale begreber som 'vej' og 'færdsel', der er afgørende for § 1's anvendelsesområde.

• § 92: Færdselsindskrænkninger

  Mulighed for at indføre lokale undtagelser fra grundreglen i § 1.