Barnets lov § 9

Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder alle børn og unge under 18 år og kommende forældre i kommunen lever.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.

Paragraffen pålægger kommunalbestyrelsen en bred og løbende opgave med at føre tilsyn med de sociale og familiemæssige forhold, hvori alle børn, unge under 18 år og kommende forældre lever. Dette tilsyn har karakter af en overvågningsfunktion med henblik på at opdage tidlige tegn på mistrivsel og understøtte rettidig indsats. Tilsynet er således et centrale element i indsatsen for børns trivsel og forebyggelse af sociale problemer. Rent praktisk kræver dette, at kommunen har et system for registrering, opfølgning og vurdering af underretninger samt en organisatorisk beredskab til at gribe ind. Formuleringen er meget rammebaseret og overlader meget til den enkelte kommunes prioritering og ressourcer, hvilket kan give varierende niveauer af tilsynets effektivitet og kvalitet. Set i lyset af tilknyttede bestemmelser som §§ 136 og 137, hvor kommunalbestyrelsen skal sikre rettidig og systematisk vurdering af underretninger, fremstår § 9 som en grundlæggende forpligtelse, der bidrager til det samlede sociale sikkerhedsnet. Der er en uundgåelig spænding mellem kommunernes ansvar for aktivt at føre tilsyn og behovet for ressourcespænding, hvilket kan medføre, at tilsynsopgaven risikerer at blive fragmentarisk i praksis. Det aktualiserer diskussioner om behovet for mere ensartede standarder og eventuel central styring, men dette reguleres alene perifert i lovgivningen ved Social- og Boligministerens mulighed for at fastsætte regler (jf. § 173). Anbefalingen kunne være, at lovteksten præciserer grundlaget for tilsynet, herunder indikatorer for risiko og krav til frekvens, for at styrke både tydelighed og retssikkerhed. Der er dog i praksis ofte en tæt sammenkobling mellem tilsyn og sagsbehandling, hvorfor § 9 skal ses i sammenhæng med reglerne om underretninger under §§ 132-135 og systematisk sagsbehandling under §§ 136-137. Fra principafgørelser og lignende ved vi, at tilsynets effektivitet forudsætter en koordineret indsats med bl.a. mulighed for at inddrage nye fagpersoner ved genvurdering af sager.

Eksempler

• Tidlig opsporing af støttebehov

  Ved mistanke om barnets mistrivsel indhenter kommunen oplysninger og følger op, jf. §§ 136 og 137, for at afgøre, om der skal iværksættes indsatser.

• Samarbejde om konstant tilsyn

  Kommunens tilsyn føres i praksis gennem kontakt med skoler, sundhedspleje og sociale tilbud, der rapporterer om ændringer i barnets eller den unges forhold.

• •§ 9 handler kun om børn med kendte problemer, men den gælder for alle børn, unge under 18 år og kommende forældre.
• •Tilsyn indebærer direkte kontrol og overvågning fra kommunen hele tiden – det omfatter også systematisk vurdering og opfølgning på underretninger.
• •Kommunalbestyrelsen kan overlade tilsynsopgaven til andre aktører uden selv løbende at føre tilsyn.