Barnets lov § 86

Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

Stk. 2. Udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn eller den enkelte unge, herunder merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.

Stk. 3. Dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau). Ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1 og betingelserne herfor.

§ 86 pålægger kommunalbestyrelsen en klar forpligtelse til at dække de nødvendige merudgifter, som forældre har i forbindelse med forsørgelsen af børn eller unge under 18 år, der lider af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en alvorlig, langvarig lidelse. Det centrale krav er, at disse merudgifter skal være direkte konsekvens af barnets eller den unges tilstand og samtidig ikke kunne dækkes efter andre lovbestemmelser. Paragraffen har praktisk betydning ved sikringen af økonomisk støtte til familier, der ellers ville kunne risikere alvorlig økonomisk belastning på grund af ekstraordinære omkostninger for pleje, hjælpemidler eller andet nødvendig udstyr. Det fremgår ikke af paragrafteksten, hvordan 'nødvendige merudgifter' specificeres, hvilket ofte fører til individuelle vurderinger og kan resultere i forskelle i praksis kommunerne imellem, hvilket rejser spørgsmål om retssikkerhed og ensartethed. Anvendelsen suppleres ofte af principafgørelser som Ankestyrelsens afgørelser, der understreger kommunens pligt til at varetage barnet eller den unges tarv også økonomisk. Paragraffen balancerer en nødvendig offentlig ansvarstagen med karakteren af at lægge bevisbyrden og konkret vurdering hos kommunerne, hvilket kan give udfordringer for langtidsplanlægning for familierne. Lovens præcision kunne styrkes ved tydeligere kriterier omkring, hvad merudgifter inkluderer, og hvordan krydshenvisninger til andre bestemmelser samordnes.

Eksempler

• Dækning af ekstra medicinudgifter

  Kommunalbestyrelsen pålægges at dække de merudgifter, som en familie har til medicin, der er nødvendig på grund af barnets kroniske lidelse, hvis de ikke kan dækkes efter anden lovgivning.

• Økonomisk støtte til specialtransport

  Hvis barnet på grund af sin varige fysiske funktionsnedsættelse har særlige transportbehov, som medfører ekstra omkostninger, skal kommunen dække disse efter denne paragraf.

• Tilskud til specielt indrettet boligudstyr

  Kommunen skal yde tilskud til køb eller leasing af nødvendigt udstyr, der gør hjemmet mere egnet til et barn med varig fysisk handicap, medmindre andre regler eller tilbud dækker udgiften.

• •At alle ekstraudgifter automatisk dækkes – § 86 kræver, at merudgiften er nødvendig og en direkte konsekvens af barnets tilstand.
• •At § 86 dækker udgifter, der allerede er dækket af andre ydelser eller love – støtten er subsidiær.
• •At udgiftshyppighed alene berettiger til støtte – nødvendighed og dokumentation er afgørende.