Barnets lov § 42

Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

Stk. 2. Tilladelse til privat familiepleje kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af tilladelsen skal kommunen gøre forældremyndighedsindehaveren opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedsindehaveren at sikre sig, at den private familiepleje har fornøden tilladelse til privat familiepleje.

Stk. 4. Børne- og ungeudvalget i barnets eller den unges handlekommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 6. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i døgnplejehjemmet.

§ 42 fastsætter en klar ramme for privat familiepleje, som begrænser døgnophold for børn under 14 år til maksimalt tre måneder uden godkendelse fra kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor barnet opholder sig. Formålet er at sikre kommunal kontrol med anbringelser i private plejefamilier og dermed barnets tarv og tryghed, hvilket afspejler lovens helhedsprincip om barnets bedste. Kommunen skal ved tilladelser vurdere, om opholdet gavner barnet, men paragrafen pålægger samtidig forældremyndighedsindehaveren en selvstændig pligt til at sikre, at privat familiepleje er lovligt godkendt. Formuleringen kan opleves som restriktiv, især i krisesituationer hvor hurtige løsninger ofte er nødvendige, og der kan være en sårbar balance mellem overregulering og beskyttelse. Derudover forekommer regler som paragrafens stk. 4, der tillader fastholdelse i privat familiepleje mod flytning, som ekstra kontrollimitterende tiltag, hvilket kan underminere barnets og familiens handlefrihed. Den praktiske håndhævelse kræver et tæt samarbejde mellem kommunalbestyrelser, familier og plejefamilier, hvor myndighedskrav og hensynet til barnets stabilitet skal vejes nøje. Reglen om at anbringelse uden tilladelse kan betragtes som ulovlig understreger behovet for skærpet opmærksomhed. Relaterede principafgørelser peger på betydningen af kommunalbestyrelsens vurderingskompetence i sager med plejefamilier og sikrer, at vilkårene for støtte og kontrol er klart defineret.

Eksempler

• Akut anbringelse i privat familiepleje uden tilladelse

  Et barn under 14 år anbringes midlertidigt hos en bekendt i familiens netværk. Kommunen tilkaldes senere for at give efterfølgende tilladelse, da opholdet vedvarer ud over tre måneder. Paragraffen sikrer, at kommunalbestyrelsen kontrollerer længerevarende ophold.

• Forælder sikrer lovlighed af privat familiepleje

  Forældremyndighedsindehaveren søger kommunens godkendelse til privat familiepleje, som estimeres at vare over perioden på tre måneder, hvilket sikrer lovlighed og opfyldelse af børns trivsel og sikkerhed.

• Børne- og ungeudvalgets beslutning om fastholdelse

  I medfør af § 42, stk. 4, træffer børne- og ungeudvalget afgørelse om, at et barn ikke må flyttes fra privat familiepleje, da en flytning forventes at skade barnets trivsel. Kommunen indhenter samtidig udtalelse fra den stedlige kommune.

• •At privat familiepleje uden kommunal godkendelse altid er ulovlig – paragrafen tillader kortvarige ophold uden tilladelse.
• •At tilladelsen er en formalitet uden reel betydning for barnets tarv; i virkeligheden er kommunens vurdering essentielt for barnets velfærd.
• •At børn over 14 år også er omfattet af denne paragraf – paragrafens aldersgrænse er klar på 14 år.