Barnets lov § 68

Et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter § 67, stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en anmodning efter 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse, jf. § 67, stk. 4.

Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen som følge af en anmodning efter stk. 1 udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse, jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selv om barnet eller den unge har været anbragt i mindre end 3 år.

Paragraf 68 giver børn og unge fra 10 år en direkte ret til at anmode om permanent anbringelse uden for hjemmet, hvilket understøtter barnets ret til selvbestemmelse i sager med livsændrende konsekvenser. Kommunalbestyrelsen har efter modtagelse af en sådan anmodning en pligt til at vurdere, om barnets eller den unges bedste tilsiger, at der skal udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget efter § 67. Dette sikrer, at barnets perspektiv vægtes og at beslutningen om permanent anbringelse ikke træffes alene administrativt, men indgår i et bredere beslutningsgrundlag. Lovens krav til konkret individuel vurdering fremstår dog til tider betinget af subjektive skøn, hvilket kan give kommunen betydelig skønsbeføjelse og dermed risiko for varierende praksis. Det er positivt, at loven eksplicit anerkender barnets rettigheder, men kompleksiteten i vurderingen kræver professionelt kompetent behandling og kan udfordre klare, gennemsigtige beslutningsprocesser. Paragraffen støttes af Ankestyrelsens principafgørelse C-35-05, som understreger betydningen af bred sagsoplysning, og princippet om dette ses som afgørende for at undgå fejlagtige og uforholdsmæssige beslutninger om permanente anbringelser. Fremtidige lovændringer kunne med fordel tydeliggøre kriterierne for, hvornår en permanent anbringelse er nødvendig, for at sikre mere ensartet praksis og styrke retssikkerheden for barnet eller den unge.

Eksempler

• Anmodning fra en 13-årig om permanent anbringelse

  En 13-årig, der har været anbragt fritidsvis i forskellige plejefamilier, anmoder kommunen om permanent anbringelse. Kommunen vurderer barnets behov og udarbejder en indstilling efter § 67, som sendes til børne- og ungeudvalget for endelig afgørelse.

• Kommunens vurdering uden indstilling

  En ung på 15 år anmoder om permanent anbringelse, men kommunen vurderer efter konkret sagsbehandling, at den eksisterende anbringelse opfylder behovet bedst. Kommunen undlader at udarbejde indstilling, hvilket kan være genstand for klage, da barnets ret til en individuel og grundig vurdering skal respekteres.

• Inddragelse af barnets perspektiv ved vurdering

  Kommunalbestyrelsen modtager en anmodning om permanent anbringelse fra en 12-årig. I vurderingen indgår barnets udtalelser og særlige behov med fokus på stabilitet og tilknytning, som understreger vigtigheden af at inddrage barnets eget perspektiv ved beslutninger om permanent anbringelse.

• •Alle børn over 10 år får automatisk permanent anbringelse, hvis de anmoder om det – i realiteten vurderes anmodningen altid konkret.
• •Kommunalbestyrelsen kan træffe permanent anbringelse uden at udarbejde en indstilling til børne- og ungeudvalget, hvilket ikke stemmer overens med lovens krav.
• •Barnets samtykke er ikke nødvendigt for permanente anbringelser, uanset alder, hvilket for børn over 15 år er forkert.